Mange danske virksomheder har ikke tilstrækkeligt styr på deres digitale sikkerhed, og problemet er særligt stort blandt de små og mellemstore virksomheder (SMV’er). Dette skyldes blandt andet manglende involvering fra ledelsen, viden hos medarbejdere og prioritering af ressourcer. GDPR har været en øjenåbner, men også en byrde for mange virksomheder at implementere, da det har været vanskeligt at konvertere indsatserne til forretningsmæssige fordele.

Derfor er parterne DI, Dansk Erhverv, SMVdanmark og Forbrugerrådet Tænk gået sammen om en ny mærkningsordning for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse. Industriens Fond har bevilliget godt 18 mio. kr. til ordningen og Erhvervsstyrelsen bakker op om tiltaget. Danmarks nye mærkningsordning for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse søger nu en:

Senior Consultant

Cyber Security – Ansvarlig dataanvendelse – Nyopstartet team

Rådgivning til dansk erhvervsliv

Mærkningsordningen står bag det første mærke af sin art i verden, der kobler it-sikkerhed og ansvarlig datahåndtering i ét og samme mærke. Mærkningsordningen for digital ansvarlighed har til formål at:

  • give dansk erhvervsliv et solidt løft i it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse
  • give forretningsværdi til den enkelte virksomhed
  • skabe tryghed hos virksomhedernes kunder og samarbejdspartnere
  • gøre it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse til en dansk styrkeposition

Vil du være det faglige omdrejningspunkt i ny mærkningsordning?

Det er afgørende for mærkets legitimitet, at tilsynet og kontrollen med overholdelse af mærkets kriterier er klar og effektiv, samt sikrer at virksomhederne i praksis lever op til mærket. Det er på den anden side også vigtigt, at mærkets sekretariat ikke alene er et certificeringsorgan, men også en rådgiver og partner, der formår at levere rådgivning om håndtering af it-sikkerhed og ansvarlig datahåndtering i øjenhøjde.

Markant påvirkning af digitaliseringen af dansk erhvervsliv

Din kerneopgave bliver at videreudvikle og konkretisere mærkningsordningens kriterier og at vejlede organisationer og virksomheder i at implementere og opretholde mærket. Dine arbejdsopgaver vil bl.a. omfatte:

  • Planlægning, implementering og eksekvering af mærkningsordningen i det danske erhvervsliv. Dette gælder både store C25-virksomheder og SMV’er.
  • Rådgivning og vejledning i ansvarlig anvendelse af AI, profilering, big data, IoT, persondatabehandling, it-sikkerhed, leverandørhåndtering, dokumentation og compliance.
  • Sikre at virksomhederne overholder de valgte kriterier for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse.
  • Formidle og løfte vidensniveauet for it-sikkerhed og databeskyttelse til virksomheder med såvel stor som lille datakompleksitet.

Stærk inden for rådgivning og it-sikkerhed

Vi forventer, at du har en relevant videregående uddannelse, erfaring med rådgivning inden for it-sikkerhed og databeskyttelse, og at du desuden:

  • har erfaring med udviklingsprojekter på (tvær)organisatorisk niveau
  • besidder stor faglighed inden for it-sikkerhed og databeskyttelse i virksomheder
  • har erfaring med at vurdere risikoen for cyberangreb
  • har forståelse for ”privacy by design” og ”privacy by default” såvel som ”security by design” og ”security by default”
  • har stor forståelse for det danske erhvervsliv og gerne erfaring med at undervise i emnet it-sikkerhed og databeskyttelse
  • har god forretningsforståelse og kommerciel indsigt fra både store og små virksomheder
  • er idéskabende og god til at se nye muligheder

Du får en central rolle i et nyetableret sekretariat, som består af dig, en direktør, en kommunikations- og markedsføringskonsulent, to Lead Auditors samt en administrativ medarbejder, som kan hjælpe med den praktiske hverdag. Derudover tilknyttes også en studentermedhjælper til sekretariatet. Du vil få en spændende arbejdsplads i Industriens Hus i hjertet af København med gode faciliteter og nem adgang til det danske erhvervsliv.

Ansøgning og yderligere info

Rekrutteringsprocessen sker i samarbejde med Brinch & Partners. Hvis du ønsker at vide mere om muligheden, er du velkommen til at kontakte konsulent Martin Bo Sørensen på +45 27 84 74 06.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning og dit CV hurtigst muligt. For at søge skal du udfylde formularen via Søg Stilling-knappen ovenfor.

Alle forespørgsler og ansøgninger vil blive behandlet fortroligt.